lørdag den 21. januar 2012










Jeg savner 9. årgang med jer. Jeg savner aftenerne med jer. Jeg savner sidste skoledag med jer. Jeg savner festival med Karen og Johanne. Jeg savner dimission med jer. Jeg savner sommeren med jer. Jeg savner Københavner-turerne med jer. Jeg savner alt med jer.

My girls - Animal Collective

onsdag den 18. januar 2012

hej dejlige piger <3

jeg savner jer! men jeg kan da fortælle Jer, at det er fedt at være 17! Bortset fra at man ikke må en skid mere end da man var 16.. men der er da kun et år til, at jeg bliver myndig og må stort set det hele! Det bliver godt.
Skal I lige have en lille opdatering om mig og Martin? det tror jeg nok lige, at I skal. Jeg kan sige så meget, at det er helt forbi.. så jeg er måske en anelse trist for tiden. Og ikke nok med det, så er jeg også kommet på det samme tysk-hold som ham! Det er ikke sjovt.. så nu skal jeg se ham to gange hver uge. Det er noget røv..
For tiden hører jeg meget en sang fra Snow Patrol, der hedder: set the fire to the third bar. Jeg hørte den i Voice i lørdags og begyndte bare at græde.. Det beskriver meget godt nogle af de følelser jeg har for tiden.
Håber I har det godt!

torsdag den 12. januar 2012

Kæreste allermest finurlige og smukke piger

Som I nok har bemærket er vi atter gået ind i en ny tid, vi er nemlig havnet lige pladask i et nyt år. Året startede godt. Der blev holdt kæmpe fest og for første gang siden Oh no moono følte jeg oprigtig glæde. Den der glæde, man kan mærke helt inde ved knoglemarven, når alt begynder at sitre og man bare føler sig ja... glad.
For mig betød denne nye start på året forandring. Jeg startede i en ny klasse i mandags. Og det betød nye indtryk, nye udfordrninger og nye glæder. Den første dag var hård og meget vemodig for mit vedkommende. Jeg hadede følelsen. Jeg hadede alt ved det. Jeg hadede den der trykkende og akavede stemning, som lagde sig som en tyk dyne over mig, og jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af min hvileløse sjæl. Men de tog godt i mod mig og allerede om tirsdagen forsvandt den trykkende stemning, og jeg kunne igen slappe af. Og så stoppede jeg til guitar i tirsdags (tror jeg, det var). Jeg ved egentligt ikke hvorfor. Jeg tror bare ikke, jeg kunne rumme alle mine tanker oveni klasseskift, arbejde og lektier. Jeg tror, det er et fornuftigt valg for mig. Det er også som om at min kunstneriskebevidsthed er vokset, og jeg hellere vil lægge vægt på den og skriblerier. Hmm. Det må tiden vise. I hvert fald er der sket uendeligt meget, og lige for tiden har jeg svært ved at sætte ord på tanker og følelser. Om et par uger ser det med sikkerhed helt anderledes ud.
Desuden er jeg begyndt at tælle ned igen, og selvom du, Karen, siger det ikke er sundt for mig, så gør jeg det. FOR DER ER FUCKING KUN 34 DAGE TIL JEG SKAL SE MIN SMUKKE-NIKO-KORTHÅREDE-LINE-IGEN!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!


(Tag jer ikke af billedet, jeg synes bare det så så fandens tomt ud uden noget)


Jeg savner jer -

Kys

Forandringer

Piger, piger, piger. Jeg ved godt, at jeg ikke er for god til at få skrevet herinde. Det sker bare så tit, at jeg begynder på et indlæg og ikke får det gjort færdigt. Der sker bare så mange ting i mit liv, at det kan være svært at beskrive med ord. Jeg bliver næsten helt stresset, når jeg tænker på alle de ting, der er sket for mig i løbet af det seneste halve år, vi har været væk fra hinanden. Det går først helt galt, når jeg skal til at beskrive hvor meget jeg savner hver eneste af jer dejlige, fantastiske piger. Sommetider sidder jeg bare for mig selv og kigger på billeder af os alle sammen. Billeder fra vi var små og ret så kiksede., Fra da Laura havde en fletning der vejede 17 kg og Mathilde lignede lidt en dreng. Fra da før Karen tog til Italien og fra da Johanne lavede dokumentarfilm om sin kats bagparti. Fra da lille Louise kom til Ahlmann-skolen og hurtigt blev en del af vores lille gruppe og fra da Chanet med det dejlige smil blev vores alle sammens veninde. Billeder fra 9. klasse hvor vi næsten alle sammen var samlet og fra sidste skoledag og dimission, hvor vi stod under det store træ i skolegården og fik taget billede. Jeg savner de tider!

Jeg går jo på efterskole, og jeg elsker det! Før jeg kom på efterskole, betragtede jeg lidt udsagn som "efterskolen gør, at du udvikler dig som menneske" og "efterskole gør dig til den du er" som klichéer, men efter jeg har været på skolen og mærket det fællesskab der opstår, så kan jeg virkelig nikke genkendende til de ovenstående ting. Jeg føler mig virkelig heldig, fordi jeg har fået muligheden for at få dette år på efterskole, og jeg glæder mig til det næste halve år! 

Jeg fejrede nytår med 25 dejlige mennesker fra min efterskole, og det var en rigtig god aften. Jeg blev lidt nostalgisk, og kom til at tænke på vores nytår sammen sidste år... Efter nytår blev en af pigerne fra efterskolen og var hos mig indtil, vi skulle afsted på skiferie. Den skiferie kom jeg hjem fra i går efter 16 timer i bus. Det er ikke særlig fedt at sidde så lang tid i bus, når man er 1.82 og har MEGET lange ben - just saying.... Vi var i Østrig og Italien og der var virkelig meget sne! Den ene dag kom vi slet ikke ud og stå på ski, fordi der var fare for lavine! Det var ret vildt faktisk... Jeg boede på værelse med min roomie, så det var hyggeligt. Det var virkelig en god tur, og man kan virkelig mærke hvordan sådanne oplevelser bringer folk tættere på hinanden! Før jeg tog på juleferie havde vi også galla på skolen, og jeg fik en rigtig sød gallapartner. Det var hyggeligt at mærke julestemningen på skolen hele december, og gallaaftenen havde også "juletema". Vi var bl.a. inde og se et julestykke på Odense Teater og så fik vi dejlig julemad! Når jeg kommer tilbage fra weekend på søndag står den på gymnastisk, for nu skal vi snart til opvisning! Det glæder jeg mig til... :) 

Jeg kan virkelig slet ikke beskrive hvor dejligt det var at se jer til lillejul den 27! Jeg sidder lidt og smiler for mig selv, når jeg tænker på den aften. Alt var som det plejede, og vi havde det bare så sjovt! Eneste minus var, at du Johanne, ikke var der, men nu tager vi snart alle sammen til København igen, og så skal vi alle være sammen! Lige pludselig står vi foran din dør Joe - jeg siger det bare! Den aften med lillejul viser bare, at det ikke betyder noget, hvor lang tid siden det er, man har set hinanden, eller hvor langt væk man er fra hinanden til daglig - vi har bare et helt specielt venskab, og det vil vi altid have! Jeg elsker jer piger SÅ højt! 

PS: Jeg tænkte, jeg lige ville poste nogle billeder også, så I kan se hvad jeg render rundt og laver!

(Næsten) hele min efterskole

Min kontaktgruppe til galla

Udsigten fra vores altan på skiferie


Mig og min søde roomie Nanna


torsdag den 5. januar 2012

Totusindogtolv

Jeg havde et fantastisk nytår med rigtig søde og dejlige mennesker her i København. Jeg fik desværre ikke taget nogen billeder, men en aften med champagne, dans, kram, kys, nye og fulde mennesker, musik, øl, klamme shots, grinen, drama og konfetti beskriver min aften meget godt.
2011 var et hårdt år for mig, men det gider jeg egentlig ikke at vade i, for jeg har oplevet så mange dejlige ting i 2011. Jeg flyttede i sommers og i starten var jeg helt ødelagt og manglede min kæreste og mine dejlige venner fra Sønderborg, men nu går det meget bedre. Jeg har fået nogen fantastiske venner her i København, men det betyder ikke, at jeg har glemt Sønderborg. Jer, piger. Jeg er så ked af, at jeg ikke kunne være med til lille jul, for hold kæft hvor jeg savner jer meget... Her er nogle få billeder fra mit år - 2011 - et år der har været fantastisk og forfærdeligt på mange måder. Jeg glæder mig til 2012 og håber, at vi ses meget mere i det nye år, for det er fandeme så hårdt at være adskilt. Specielt nu her i de mørke tider med masser af afleveringer og lektier der igennem bomber ind i mit liv.